Sydafrikas dyreliv

THE BIG FIVE

oplev dem på safar

Lamai Safaris Lodger er alle placeret i kæmpe arealer hvor der er mulighed for at opleve “The Big Five”. Udtrykket er et gammel afrikansk jægerudtryk der dækker over de 5 dyrearter, der var sværest og farligst at jage: Elefanten, løven, leoparden, bøflen og næsehornet. Sydafrika er et dyre rigt land og særligt området i og omkring Kruger National Park, hvor Lamai Safaris Lodger er placeret, er et frodigt mekka for de mange spektakulære, fantastiske og imponerende dyr.

Ud over The Big Five har du mulighed for at opleve fantastiske farverige fugle, giraffer, zebraer, kuduer, nyalaer, bushbuck, steenbuk, krokodiller, veraner, firben, flodheste og mange mange flere arter. Neden under kan du bland andet læse om “The Big Five” og meget mere.

Elefanten

Den afrikanske elefant (Loxodonta africana) kan nå en imponerende højde på 3-4 meter ved skuldrene. Deres vægt varierer fra 3.000 til 7.500 kg, afhængig af alder, køn og individets sundhed. Elefanter er kendt for deres store appetit og kan indtage op til 300 kg græs, blade, grene og buske hver dag. Deres kost afhænger af, hvor de lever; nogle elefanter lever på savannen, mens andre findes i tættere skovområder. Uanset hvor de befinder sig, spiller de en central rolle i økosystemet ved at påvirke vegetationen og skabe åbne områder, som andre arter også drager fordel af. Socialt set lever elefanter i stærkt organiserede familiegrupper, der normalt består af 10-11 medlemmer, ledet af en ældre hunelefant, kendt som matriarken. Matriarken spiller en afgørende rolle i gruppens overlevelse, da hun leder flokken til vand og føde, især i tørketider. Når hanelefanter når en kønsmoden alder på 11-12 år, forlader de flokken og lever enten alene eller danner såkaldte “bachelor-grupper” med andre unge hanner, hvor de forbereder sig på voksenlivet og konkurrencer om parring.

Elefantens mest karakteristiske træk er dens snabel. Snablen er næsten 2 meter lang og består udelukkende af muskler (omkring 40.000 muskelfibre), nerver, blodkar og to parallelle næsebor. Snablen er så stærk og præcis, at en elefant kan bruge den til både at løfte tunge genstande og plukke små bær. En anden markant egenskab er elefantens store ører, som har en vigtig funktion i at hjælpe med at regulere kropstemperaturen. Den tynde hud på ørerne indeholder mange blodkar, som, når elefanten vifter med ørerne, køles ned af vinden og hjælper med at afkøle blodet, før det cirkulerer tilbage gennem kroppen. Elefanter har en bemærkelsesværdig intelligens og en stærk hukommelse, der hjælper dem med at navigere komplekse sociale strukturer og finde ressourcer i deres omgivelser. Både han- og hunelefanter har stødtænder, der vokser gennem hele deres liv

Bøflen

Bøflen kan veje op til 800 kg og er således dobbelt så stor som en dansk slagtekalv.

På grund af størrelsen har bøflen ikke andre fjender end løven. Bøfler lever gerne tæt på en flod eller i nærheden af vandhuller. Både fordi de har brug for drikkevand, men også fordi de ruller sig i mudderet da de når mudderet tørrer ind, kan gnubbe sig op af træerne og på den måde få tæger og andre smådyr fjernet fra huden ved hjælp af det indtørrede mudder.

Bøflerne kan være nemme at få øje på, da de ofte lever i flokke – dog kan man se mindre grupperinger af ældre hanner der er udstødt af den store flok. Hanner og hunner lever sammen, og de er kendt for at være meget temperamentsfulde.

Løven

Løven (Panthera leo) er et af de mest ikoniske rovdyr i verden og har en særlig plads i både mytologi og kultur på grund af dens majestætiske udseende og imponerende styrke. Hanløvens karakteristiske manke er ikke kun et visuelt kendetegn, men fungerer også som en indikator for dens sundhed, styrke og dominans. Jo større, tykkere og mørkere manken er, jo mere attraktiv anses hanløven for at være overfor hunløverne.

Løvens farve spænder fra lysebrun til rødbrun og endda grålig. Deres sorte haledusk har en funktion, som ikke findes hos andre kattearter. Haletusken menes at hjælpe med kommunikation, da den kan være synlig i det høje græs under jagt eller når løverne bevæger sig i flokken.En fuldvoksen hanløve vejer mellem 150-250 kg, mens en hun vejer mellem 120-180 kg.

Løver adskiller sig fra andre store katte ved at være meget sociale dyr. De lever i komplekse flokstrukturer, hvor hunnerne typisk er tæt beslægtede og forbliver i den samme flok hele livet, mens hannerne ofte bliver fordrevet fra flokken, når de når en vis alder. Flokken består normalt af 5-15 hunløver og deres unger, samt en eller flere hanner, som forsvarer territoriet.

Hunnerne er ansvarlige for det meste af jagten, mens hannerne beskytter flokken og dens territorium mod rivaliserende hanner og andre rovdyr som hyæner. Løver jager ofte i flok, hvilket øger deres succesrate i forhold til andre store kattedyr, der typisk jager alene.

Løver er også kendt for deres kraftfulde brøl, der kan høres op til 8 km væk. Dette brøl bruges til at kommunikere med andre medlemmer af flokken og til at advare rivaliserende hanner om deres tilstedeværelse.

Leoparden

Navnet “leopard” har sin oprindelse i det antikke Grækenland, hvor man fejlagtigt troede, at dette majestætiske rovdyr var en krydsning mellem en løve (“leo”) og en panter (“pardos” på græsk). Selvom denne opfattelse ikke er korrekt, har navnet hængt ved gennem historien. Leoparden (Panthera pardus) er i dag anerkendt som et af de mest effektive rovdyr i det sydlige Afrika, takket være dens utrolige hurtighed og fremragende camouflage. Den plettede pels, som varierer i farve fra gul til mørkere nuancer, hjælper leoparden med at smelte sammen med omgivelserne i både skove, græsområder og ørkenlandskaber, hvilket giver den mulighed for at snige sig tæt ind på sit bytte, før det opdager dens tilstedeværelse.

Leoparden er kendt for sin alsidighed, både i forhold til jagtteknik og habitat. Den er i stand til at leve i en bred vifte af miljøer, fra tropiske regnskove til høje bjerge og endda ørkener. Denne tilpasningsdygtighed gør leoparden til en af de mest udbredte store kattearter, med populationer, der strækker sig fra Afrika til dele af Asien.

Hunleoparder vejer mellem 30-70 kg, mens hannerne er større og vejer mellem 50-80 kg. Leoparden er et solitært dyr, hvilket betyder, at den lever alene. Den markerer sit territorium med urin og kløer i træer for at advare andre leoparder om sin tilstedeværelse. Kun i de 6-7 dage om året, hvor en hunleopard er parringsparat, vil hun tolerere en hanleopards nærhed. Efter parring vender de tilbage til deres territorium og hunnen opfostrer ungerne alene. Leoparden får normalt 2-3 unger ad gangen, og de forbliver hos moderen i op til to år, indtil de er i stand til at jage og klare sig selv.

Næsehornet

Næsehornet er et kæmpe pattedyr, der vejer mellem 1 og 2 tons, og på grund af sin størrelse er mennesket næsehornets eneste fjende. I det sydlige Afrika findes to slags næsehorn; det hvide og det sorte. I virkeligheder er begge typer grå, det hvide næsehorn har fået sit navn, fordi den har en bred snude; på afrikaans hedder bred “weit” – som altså er blevet til white/hvid. I modsætning har det spidssnudede næsehorn fået navnet “sort”.

Det sorte næsehorns snude er spids og fungerer nærmest som en slags snabel, der kan plukke blade og kviste fra træer og buske. Begge typer næsehorn har de karakteristiske to horn, som sidder fast i huden, men kan slås af under slagsmål. Selvom næsehornet er et kæmpe dyr, kan det nå en hastighed på 45-50 km/t.

Som regel færdes næsehornet alene – kun beslægtede hunner og deres unger lever af og til sammen i en kort periode.

Meget mere end “The Big Five”

Krokodillen

Krokodiller er meget udbredt i det sydlige Afrika. Den største er krokodille, kan blive op til 6 meter. Krokodillen er ligesom flodhesten tilpasset livet under vandet. Næseborene sidder helt oven på spidsen af den lange snude, så dyrene kan ånde næsten uden at bryde vandoverfladen. Det spektakulære dyr, som nærmest er levende fossiler idet de ikke har ændret sig synderligt over de sidste 80 millioner år, er meget udbredt i det sydlige Afrika.

På grund af nogle snedige klapper ved gane og tunge kan krokodillen have munden fuld af vand, uden at der kommer vand i lunger eller tarm, når krokodillen dykker ned under vandet, lukker næseborene automatisk. Krokodiller spiser animalsk føde og jager hele natten. Om dagen kryber de ofte op på flodbredden for at sole sig.

Flodhesten

Flodhesten er det dyr, som årligt dræber flest mennesker i det sydlige Afrika. Den kan åbne gabet 120 cm og har et voldsomt bid med sine lange, skarpe tænder. Hjørnetænderne i undermunden kan blive ½ meter, og den kan bide en krokodille på 3 meter midt over.

Hannerne vejer 1.600 – 3.200 kg og hunnerne 650-2.300 kg. Øjne, ører og næsebor er praktisk placeret oven på hovedet, så flodhesten kan ånde, selvom den ligger i vandet.

Når flodhesten er på land, bliver den lyserød, fordi den udskiller en rød væske, der beskytter mod sol og udtørring. Om natten går flodhesten på land, og på sine tynde, korte ben går den helt op til 10 km for at finde de ca. 40 kg græs, som dækker dens behov for mad.

Giraffen

Giraffen (Giraffa camelopardalis) kan næsten ikke undgås at blive lagt mærke til i bushen med sin lange hals og ben. Denne usædvanlige kropsbygning er en tilpasning, der gør det muligt for giraffen at nå føde i trætoppene, op til 5-6 meters højde, hvor andre planteædere ikke kan konkurrere. Den lange hals giver giraffen adgang til blade fra akacietræer og andre høje træarter, som udgør en vigtig del af dens kost. Giraffer bruger også deres tunge, som kan blive op til 45 cm lang, til at gribe og plukke blade, selv fra tornede grene. Hannerne bliver i gennemsnit 5,3 meter høje, mens hunnerne når omkring 4,3 meter. Trods deres imponerende højde er deres vægt relativt lav, med hanner, der vejer i gennemsnit 1.100 kg, og hunner, der vejer omkring 700 kg. Den lange hals er ikke kun nyttig til fødesøgning, men spiller også en rolle under parring, hvor hannerne bruger den til at kæmpe om dominans ved at svinge deres hoveder mod hinanden, en adfærd kendt som “nække”.

Zebraen

Zebraen er et markant og velkendt dyr, der ligesom mange andre afrikanske planteædere lever i flok. En typisk zebraflok, også kaldet en familie, kan bestå af op til 16 medlemmer, herunder en dominant hingst, flere hopper og deres føl. Flokkens struktur er stabil, og hingsten beskytter gruppen mod rovdyr og rivaliserende hanner. Når en ung hingst bliver kønsmoden, omkring 2-3 år gammel, bliver han udvist fra flokken og lever derefter alene eller i såkaldte “ungkarle-grupper” sammen med andre unge hanner.

Denne periode i hingstens liv varer, indtil han er stærk nok til at “kidnappe” en hoppe fra en anden flok og starte sin egen familie. Denne adfærd, hvor en hingst vinder en hoppe og etablerer en ny flok, er en naturlig del af zebraens livscyklus og bidrager til artens sociale dynamik.

Geparden

Geparden, der lever i det sydlige Afrika, er verdens hurtigste landdyr og kan nå hastigheder på op til 120 km/t. I modsætning til andre store kattedyr, der sniger sig ind på deres bytte, benytter geparden sig af ren fart til at løbe sit bytte op. Når geparden når sit bytte, typisk en mindre antilope eller gazelle, kan den spænde ben for det, så det mister balancen og falder. Denne jagtteknik gør geparden unik blandt kattedyr.

På trods af sin imponerende hastighed er geparden relativt let med en vægt på mellem 40 og 64 kg. En af gepardens mest karakteristiske træk er dens lange hale, som kan blive op til 85 cm. Halen fungerer som en stabilisator og hjælper geparden med hurtigt at ændre retning under jagt, hvilket er nødvendigt, når byttet forsøger at undslippe ved at dreje skarpt.

Gnuen

Gnuen, også kendt som blå gnu eller wildebeest på engelsk, er en stor afrikansk antilope, der er kendt for sine massive årlige vandringer på savannen. Der findes to arter af gnuen: den blå gnu (Connochaetes taurinus) og den sorte gnu (Connochaetes gnou). Den blå gnu er den mest almindelige og findes i store antal på de åbne græssletter i det østlige og sydlige Afrika. Gnuen har en robust krop med et karakteristisk stort hoved, en kort hals med en manke og en buet ryg. Dens pels er gråbrun til blåsort, hvilket har givet den navnet “blå gnu”.

Hvert år deltager millioner af gnuer i en af de største dyrevandringer på planeten, hvor de søger friske græsningsområder og vand. Denne migration foregår især i Serengeti-økosystemet, der strækker sig mellem Tanzania og Kenya. Under denne rejse, der dækker hundreder af kilometer, krydser gnuer farlige floder, hvor de ofte bliver angrebet af rovdyr som krokodiller.

Antiloper

Afrikanske antiloper findes i en bred vifte af arter, hver med sine unikke egenskaber og tilpasninger. En af de mest almindelige antiloper er impalaen, som vejer mellem 50 og 80 kg og lever på savanner og i åbne skovområder. Impalaen er kendt for sin elegance og evne til at foretage store spring, hvilket hjælper den med at undgå rovdyr.

En anden antilope, bushbukken, har næsten samme størrelse som impalaen og findes i skovområder. Kuduen, som ofte kaldes “bushens spøgelse” på grund af sin evne til at skjule sig i tæt vegetation, er kendt for sine store snoede horn og majestætiske fremtoning. Den smukke nyala skiller sig ud med sine karakteristiske gule ben og den forskel i størrelse og farve mellem hanner og hunner.

Blandt de mindre arter finder man steenbukken og duikeren, som begge er små, sky antiloper, der lever i tæt vegetation og ofte undslipper opmærksomhed. Den største af antiloperne, elanden, er kendt for sine imponerende spiralhorn og kan veje op til 900 kg. Disse forskellige antiloper viser den store variation i størrelse, udseende og levesteder, der findes blandt Afrikas antiloper.

Fuglevildt

Afrika er hjemsted for et utroligt rigt og mangfoldigt fuglevildt, der spænder fra små farverige sangfugle til store rovfugle og ikoniske arter som strudsen. Kontinentet er kendt for at huse over 2.000 fuglearter, hvoraf mange er endemiske og ikke findes andre steder i verden. Dette fugleliv er knyttet til Afrikas forskellige habitater, fra regnskove og savanner til ørkener og vådområder.

Afrikas vådområder og flodsystemer er hjem for mange arter af vadefugle, storke, hejrer og kongerfugle. Gribbe spiller en vigtig rolle i Afrikas økosystem ved at rydde op efter døde dyr. Mange små fuglearter, som vævere, finker og solfugle, bidrager også til Afrikas fuglerige mangfoldighed. Væverfugle er kendt for deres komplekse reder, som de bygger ved at flette græs og blade sammen. Solfuglene, Afrikas svar på kolibrier, er små, farvestrålende fugle, der lever af nektar fra blomster.

Afrikas fuglevildt er ikke kun en vigtig del af økosystemerne, men også en attraktion for fuglekiggere fra hele verden, der kommer for at opleve denne enorme biodiversitet i naturens vilde landskaber.

Hyæne

Hyænerne findes i flere varianter: den plettede hyæne, stribede hyæne og den brune hyæne. Alle hyæner har nogle fælles karakteristika, der adskiller dem fra andre rovdyr. De er kendt for deres karakteristiske hyl, som bruges til at kommunikere med flokken og til at markere deres territorium. Deres ekstremt veludviklede lugtesans gør dem i stand til at opdage ådsler på mange kilometers afstand, hvilket gør dem til effektive ådselsædere. Selvom de ofte opfattes som rene ådselsædere, er især den plettede hyæne også en dygtig jæger, der kan nedlægge sit eget bytte.

Vildhunde

Afrikanske vildhunde, også kaldet hyænehunde, er kendt for deres karakteristiske plettede pels, som varierer i farver fra sort til brun, gul og hvid. Vildhunde lever i meget sociale flokke, der typisk består af 6-20 individer, og de er kendt for deres effektive jagtstrategier. De jager i grupper og bruger samarbejde og udholdenhed til at nedlægge bytte som antiloper. Deres jagtmetoder er så succesfulde, at de har en af de højeste jagtsuccesrater blandt rovdyr. Vildhunde kommunikerer ved hjælp af hyl og lyde og har stærke bånd til deres flokmedlemmer.